Nyheder og domme

 

 

 

 

Sag 411/2001

 

Førtidspensionist, der havde udført ulønnet arbejde, var omfattet af erstatningsansvarslovens dagældende § 8.

 

Dom afsagt den 22. august 2003

 

A ,mod Patientskadeankenævnet

 

A, der var født i 1970, kom i 1998 til skade med venstre arm i forbindelse med anlæggelse af permanent kateter i en vene som led i en dialysebehandling. Patientforsikringen anerkendte i august 2000, at skaden var omfattet af lov om patientforsikring, og A blev tilkendt 39.960 kr. i erstatning for varigt mén på 8 pct. og godtgørelse for svie og smerte. Patientforsikringen meddelte samtidig afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Patientskadeankenævnet tiltrådte i juni 2001 Patientforsikringens afgørelse. Nævnet var af den opfattelse, at A’s krav skulle bedømmes efter erstatningsansvarslovens §§ 5-7 og mente ikke, at A havde lidt noget erhvervsevnetab. Nævnet lagde vægt på, at A var førtidspensionist før behandlingsskaden, samt at A arbejdede som frivillig på et dyrehospital og allerede før skaden havde arbejdet færre timer end tidligere. Nævnet lagde endvidere vægt på, at A ikke havde haft ændringer i sin indkomst som følge af patientskaden.

A var ikke enig nævnets afgørelse og mente, at hun skulle tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne i medfør af reglerne i erstatningsansvarslovens § 8.

Højesterets flertal gav A medhold. Flertallet lagde til grund, at A, der alene var tilkendt mellemste førtidspension, havde en vis erhvervsevne på skadetidspunktet, og at A udnyttede den ved at udføre ulønnet arbejde for andre, idet hun arbejdede nogle timer ugentligt på et dyrehospital. Flertallet udtalte, at A derved har udnyttet sin erhvervsevne på en sådan måde, at A efter bestemmelsens ordlyd er omfattet af erstatningsansvarslovens dagældende § 8.

Mindretallet fandt det ikke er godtgjort, at A forud for skaden havde evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, og at ulønnet arbejde som det i sagen foreliggende i øvrigt ikke kunne sidestilles med en sådan udnyttelse af en mulig erhvervsevne, som det efter lovens forarbejder har været hensigten skulle kunne give krav på standarderstatning efter § 8 frem for en skønsmæssig erstatning udmålt efter § 7, stk. 2.

Højesterets afgørelse var en ændring af landsrettens dom.

 

 

 

Byretsdom afsagt ved retten i Esbjerg, sept. 2003

Kommune pålagt erstatningsansvar for smøl – bevisbyrde.

Kommunen havde efter afbrydelse af et revalideringsforløb undladt at følge op på sagen i ca. 2 år. Dette udgjorde en overtrædelse af kommunens opfølgningspligt efter lov om aktiv socialpolitik og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Retten fandt, at det ikke kunne udelukkes, at der kunne have været iværksat en anden revalideringsplan for revalidenden. Den bevisusikkerhed, der var med hensyn til om der kunne have været iværksat en anden revalideringsplan, kom således kommunen til skade.

Kommunen havde herved pådraget sig et erstatningsansvar over for revalidenden. Erstatningen blev udmålt til et beløb svarende til dagpengesatsen, idet revalidenden i revalideringsydelse ville have modtaget dette beløb.

 

 

 

 

Sag 94/2003

 

Person i fleksjob var berettiget til invaliditetsydelser fra en pensionsforsikring, der gav ret til udbetaling ved erhvervsevnetab.

 

Dom afsagt den 21. november 2003

 

Kommunernes Pensionsforsikring A/S mod A

 

A, der var født i 1965, blev i 1986 optaget i en pensionsordning i Kommunernes Pensionsforsikring på normale vilkår. Ordningen blev i forbindelse med et jobskifte i 1993 ændret til en præmiefri forsikring med nedsatte ydelser. Formålet med ordningen var bl.a. at sikre den forsikrede og dennes efterladte økonomisk ved lønbortfald på grund af erhvervsevnetab. Ifølge forsikringsbetingelserne havde den forsikrede ret til invaliditetsydelse, hvis den pågældende på grund af en ulykke fik nedsat sin erhvervsevne til 1/3 eller derunder. Ifølge betingelserne var erhvervsevnen nedsat, når den pågældende ikke længere skønnedes at kunne tjene mere end 1/3 af, hvad der er sædvanligt for raske med lignende uddannelse og alder. I 1996 pådrog A sig en skade ved et færdselsuheld, og som følge heraf måtte han opgive sit arbejde. Kommunernes Pensionsforsikring afslog i 1997 at lade invaliditetsydelsen komme til udbetaling, fordi selskabet ikke mente, at A’s erhvervsevne var reduceret til 1/3. I oktober 1998 begyndte A i et fleksjob som pedelmedhjælper med 1/3 arbejdstid og med 2/3 kommunalt tilskud til lønnen, der svarede til mindstelønnen. I 2000 anmodede A igen om invaliditetsydelse. Kommunernes Pensionsforsikring afslog med den begrundelse, at også den del af lønindtægten fra fleksjobbet, der betaltes via kommunale tilskud, måtte sidestilles med arbejdsindtægt. A opfyldte derfor ikke kravet om, at hans indtjening skulle være nedsat til 2/3. Kommunernes Pensionsforsikring meddelte endvidere A, at selskabet ville benytte en bestemmelse i forsikringsbetingelserne, hvorefter selskabet kunne gøre udbetaling af invaliditetsydelse betinget af, at A blev tilkendt offentlig førtidspension svarende til et varigt og generelt erhvervsevnetab på 2/3.

A indbragte sagen for domstolene og anførte bl.a., at den del af hans løn, som modsvares af det kommunale tilskud, ikke kan sidestilles med løn ved eget arbejde, og at Kommunernes Pensionsforsikring ikke kunne gøre udbetalingen af invaliditetsydelse betinget af tilkendelse af førtidspension. Kommunernes Pensionsforsikring anførte bl.a., at den fulde fleksjobindtægt skal betragtes som lønindtægt og ikke som social ydelse, idet A ellers i strid med forsikringens formål ville blive overkompenseret. Der var under sagen enighed om, at A’s erhvervsevne fra oktober 1998 var varigt og generelt nedsat med 2/3.

Højesteret gav A medhold. Højesteret udtalte, at der ikke i pensionsforsikringsvilkårene var tilstrækkelige holdepunkter for en anden forståelse af tilsagnet om dækning i tilfælde af erhvervsevnetab end en forståelse i overensstemmelse med erstatningsansvarslovens § 5. Højesteret fastslog derfor, at det afgørende er, om den forsikrede ved egen arbejdskapacitet er i stand til at tjene mere end 1/3 af, hvad der i samme egn er sædvanligt for fuldt erhvervsdygtige personer med lignende